Politics

FC Midtjylland udlejer sin målmand til Premier Leagues danskerklub



Fodbold. I en alder af 31 år vender Jonas Lössl tilbage til Premier League, hvor han tidligere har spillet 69 kampe for Huddersfield. Nu er det Brentford, der har lejet målmanden af FC Midtjylland for det kommende halve år, fordi to af klubbens tre målmænd, David Raya og Álvaro Fernández, er skadede. Det efterlader Elias Olafsson som førstemålmand i FC Midtjylland, der netopo har forlænget kontrakten med den 21-årige islænding til 2026. Jonas Lössl tiltræder i Brentford 1. januar og kan spille, når han internationale tilladelse er klar. »Jonas er en god målmand, der kommer med en masse erfaring. Han passer til kriterierne for, hvad vi ønsker af en målmand med fødderne og i hans straffesparksfelt«, siger Brentfords danske manager, Thomas Frank, til klubbens hjemmeside.

Fodbold. Romelu Lukaku har i et bemærkelsesværdigt interview med Sky Italia udtrykt utilfredshed med sin situation i Chelsea, der tidligere i år købte den 28-årige belgiske angriber for 865 millioner kroner. »Træneren har valgt at spille med et andet system. Jeg er bare nødt til ikke at give op og fortsætte med at arbejde og være professionel. Jeg er ikke tilfreds med situationen, men jeg er en arbejdshest, og jeg må ikke give op«, siger Lukaku blandt andet i interviewet, der bliver sendt i sin helhed i dag. Chelseatræner Thomas Tuchel nedtoner interviewet og sagde på et pressemøde i dag, at klubben vil håndtere det internt. »Jeg bryder mig ikke om det, for det skaber støj, som vi ikke har brug for. Det er bare ikke behjælpeligt. Vi ønsker ikke at ligge mere i det, end der rent faktisk er. Det er meget nemt at tage linjer ud af kontekst«, sagde Tuchel.

Resultater og stillingen i Premier League

Fodbold. Fremad Amagers bundhold i 1. division får tilgang af den tidligere Superligaspiller Mark Gundelach, der det seneste halve år har spillet for islandske KA Akureyri. Højrebacken, der fylder 30 år 7. januar, har tidligere spillet for HB Køge, FC Roskilde, Sønderjyske og FC Nordsjælland.

Fodbold. Celtic har suppleret truppen med tre japanere, der ifølge den skotske klub kommer ’op toppen af deres karrierer’: Daizen Maeda på en lejeaftale, Yosuke Ideguchi og Reo Hatate på kontrakter til sommeren 2026.

Fodbold. Manchester Citys Joao Cancelo fik en ubehagelig overraskelse, da han torsdag blev mødt af fire hjemmerøvere på egen matrikel. På Instagram skriver portugiseren, at han pådrog sig skader, da han gjorde modstand. »Det lykkedes dem at tage alle mine smykker og efterlade mig med mit ansigt i den her tilstand«, skriver han til et billede af et forslået ansigt. Han tilføjer, at familien er okay. (Ritzau)

Fodbold. Med en scoring og en assist bidrog Cristiano Ronaldo til Manchester Uniteds 3-1-sejr over Burnley. Det var første gang, Ronaldo spillede en kamp mod Burnley og med sit mål har har nu scoret mod 121 forskellige klubber i sin karriere. Selv om den portugisiske verdensstjerne er sit holds topscorer i denne sæson med 8 mål i Premier League og 14 i alt, runger utilfredsheden med hans indsats fortsat uden for kridtstregerne. Skeptikere påpeger på sociale medier, at Ronaldo spillede en dårlig kamp, og United-legenden Gary Neville kritiserer Cristiano Ronaldo og Bruno Fernandes for at være et par ’klynkehoveder’, fordi de flere gange gestikulerede i retning af deres holdkammerater. Scott McTominay burde ligeledes med en scoring og en assist i langt højere grad have været fremhævet, er der flere, der mener, og den 25-årige skotte fortæller også, at den nye manager, Rolf Rangnick, havde kritiseret spillernes negative kropssprog i den skuffende 1-1-kamp mod Newcastle tidligere på ugen. »Efter vores mål mod Newcastle synes jeg ikke, vi var så dårlige, som folk siger. Men det er klart, at kropssproget er en ting, og manageren er trådt ind for at få det renset ud. Han sagde, at han ikke vil se det (negativt kropssprog, red.) mere, så den er ikke længere. Alle spillerne har helt og holdent taget det til sig«, McTominay til Evening Standard.

Fodbold. På grund af coronasmitte kan Norwich ikke stille de nødvendige 13 markspillere og en målmand til lørdagens kamp mod Leicester, der er udsat på ubestemt tid. Leicester må i øvrigt undvære angriberen Jamie Vardy, der er ude af spillet i en måneds tid med en fiberskade.

Ishockey. Efter at have overstået sin smitte med coronavirus er Frederik Andersen klar til comeback i NHL, men målmanden startede med at sidde på bænken, da Carolina Hurricanes med finnen Antti Raanta på mål vandt 4-0 over Montreal Canadiens.

Ishockey. Et døgn efter at have tabt efter straffeslag til Aalborg Pirates fik Frederikshavn White Hawks revanche ved at vinde 3-1 i en ligakamp. Finske Aleksi Halme og Lucas Andersen bragte Frederikshavn foran, Mikkel Højbjerg reducerede og russeren Alexander Bumagin scorede det sidste mål. En kamp mellem Rungsted Seier Capital og Herlev Eagles blev aflyst på grund af coronasmitte på Rungsteds hold, hvilket udløser 1,5 point til hvert hold.

Håndbold. GOG øgede forspringet i toppen af mændenes liga med en sejr på 38-35 over Aalborg Håndbold, der nu er 8 point efter det ubesejrede tophold. I en tilskuertom hal i Gudme førte GOG 20-15 ved pausen, inden hjemmeholdet øgede fra 20-17 til 27-20 i anden halvleg. Aalborg kom igen tæt på ved 31-28 og fik reduceret GOG’s føring til to mål med halvandet minut igen, men Simon Pytlick scorede kampens sidste mål. Fredericia besejrede Skanderborg Aarhus 25-24, mens de fem øvrige kampe blev udsat på grund af coronasmitte.

Fodbold. Brøndbyspilleren Anis Ben Slimane er udtaget til Tunesiens trup til Africa Cup of Nations, der afvikles fra 9. januar til 6. februar. Den 20-årige midtbanespiller debuterede for Tunesien i oktober 2020 og har scoret 4 gange i sine 14 landskampe.



Source link

Leave a Reply

Your email address will not be published.